At sidde fast i dovenskabens dynd. Eller noget i den dur.

Nu er der gået et godt stykke tid siden sidste post. Sandheden er nok, at jeg ikke har opdateret bloggen fordi det ikke er gået særlig godt med skrivningen. Efter opturen over, at det lykkedes at producere et første draft i november, gik december som forventeligt lidt mere trægt og jeg fik ikke helt hul på redigeringsprocessen og gik i gang med andre småprojekter.

Derimod var der ingen undskyldninger da ferien sluttede 5.januar. Men to uger er nu gået og der er stadig ikke sket særlig meget, udover utallige punkter på en stadigt voksende to do-liste, en række gennemlæsninger, en masse små indfald skrevet ned i noteform og mere i den dur. Jeg har simpelthen været for doven.

Når man sidder fast bliver man først frustreret og prøver siden at finde ud af, hvordan man kommer videre. Jeg er stadig usikker på, præcis hvordan jeg skal rykke fremad igen med ligeså store skridt som i november, men jeg kan i hvert fald se, at mine største problemer er

1. Jeg er blevet rigtig dårlig til at komme ud af huset om morgenen og bliver ofte hjemme hele dagen for at skrive. Det går sjældent godt.
2. I modsætning til november er der ikke længere et helt klart mål, som fx ”skriv 50000 ord på en måned”. Det er meget sværere at have et mål der hedder ”gør de 50000 ord til en rigtig god bog...”
3. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe redigeringen an. Hvor grundigt går man til værks? Skriver man det hele om fra bunden igen? Eller tager man det, der er skrevet og lapper på det og skriver manglende scener til/ fjerner det, der ikke skal med?
4. Jeg føler mig alene. Jeg arbejder normalt med spiludvikling og er vant til at arbejde sammen med mange andre om et produkt og derigennem vende tanker og beslutninger med kolleger.

Dét er problemerne. Nogle er nemme at løse (såsom at få lettet måsen og komme afsted om morgenen), mens andre er sværere.

Jeg er dog sikker på én ting: Jeg skal nok komme i mål og få fortalt min historie, men jeg har på fornemmelsen at det bliver en længere og hårdere rejse end jeg troede.