At holde kursen

Det bliver mørkere og koldere og vådere derude og skriveriet er lidt op ad bakke for tiden.

Status er, at jeg har været til mit første møde med en redaktør. Hun kan lide min roman, med enkelte forbehold, som jeg skal have arbejdet med, og så er hun som udgangspunkt åben over for min ide om at det ikke bare er én roman, men en serie. Så langt så godt. Det betyder at jeg har et stort stykke arbejde foran mig, før der kan tages endeligt stilling til mit første romanmanuskripts skæbne: Jeg skal levere synops(er) til den næste/ de næste bøger i serien. For hvis redaktøren tror på at jeg har plottet og stoffet til en god serie, så afgør det naturligvis hvordan den første bog skal ende. Og ligeså hvis ikke. Bolden er derfor på min banehalvdel og der er stadig et stykke vej til at hive den forjættede romankontrakt i land, hvis det da nogensinde lykkes mig.

På gode dage vælter det ud over papiret med scener, udviklingskurver for karaktererne og spændende fakta fra biologiens verden, der kan bruges til at skabe et troværdigt univers. Og ikke mindst kan jeg se, hvor min hovedperson Cas skal hen, og hvordan han skal navigere i det farlige univers af amokløben natur. Hvad der skal ske før han kan finde Sara igen. Hvad han skal stille op med pigen, han elsker, når hun delvist er blevet til et skovmonster med superkræfter.

På dårlige dage sidder jeg og scroller op og ned i den voksende mængde af tekst, der peger i alle retninger og kan ikke få den samlet til en synops, der giver mening. Skal Cas ende med at hade Sara? Vil de faktisk helst slå hinanden ihjel? Eller skal de sværge hinanden evig troskab lige før de bliver revet fra hinanden af ydre kræfter? Og hvorfor lyder det hele i virkeligheden bare utrolig fladt og fesent?

Og på rigtig dårlige dage kan jeg konstatere at den voksende mængde tekst faktisk ikke er særlig stor i virkeligheden.

Problemet er jo, at man rent faktisk ikke ved, om man nogensinde når frem til målet. Når store folk, der har færdiggjort store projekter bagefter snakker om, at de bare blev ved og troede på det og kæmpede sig frem, så lyder det så besnærende at man glemmer, hvor svært det er at holde fast i noget, som ikke nødvendigvis ender med at blive et stort projekt. Det kan ligeså godt ende med at blive verdens længste forfejlede romanprojekt.

Så er det, at man er nødt til bare at holde kursen, en hvilken som helst kurs, og komme fremad i en eller anden retning. Skrive i blinde. Også selvom det den dag bare ender med tre sætninger, der er smertefuldt dårlige. Med erkendelsen af, at man måske ikke når frem nogensinde. At man kan ”tabe”.

Godt, at jeg stadig har formået at beholde min håbløse naivitet og ikke kan lade være med at fortsætte alligevel... ;)