onsdag den 15. april 2015

Lidt om "Skovrå"

Jeg har ikke skrevet så meget om selve historien her på bloggen. Det har været udfordrende nok at skrive den uden også at skrive om den :). Men jeg er kommet langt nok nu til at tage et par skridt tilbage og formulere, hvad det er for en type bog, jeg er ved at skrive. Herunder er et af mine forsøg på at lave et hurtigt overblik over genre, plot, etc:


Titel: Skovrå Målgruppe: 12-16 årige Genre: Ungdomsroman, paranormal romance, Hovedperson: Cas er en 16-årig dreng, der flytter til en ny by, hvor han forelsker sig i den mystiske Sara. Han har altid søgt at passe ind og være en normal, god dreng, men nu må han bryde reglerne for at komme til bunds i mysteriet om Sara og kæmpe for kærligheden. Setting: Handlingen udspiller sig i den fiktive provinsby, Granhjem, der er omgivet af skov. Granhjem er ikke nogen helt almindelig by, hvilket Cas hurtigt opdager, da han begynder at lægge mærke til, hvordan skoven langsomt, men sikkert invaderer byen, stykke for stykke. I Granhjem har skoven sit eget liv og kræver det territorie tilbage, som byen har taget fra den. Synopsis: Cas flytter med sine forældre til den skovrige by Granhjem, hvor han forelsker sig i Sara. Forelskelse er aldrig nem, men den er særlig svær når den anden part bærer på en mørk hemmelighed, der har med skoven at gøre. Cas kæmper mod sin egen usikkerhed, mod sin karismatiske rival Morbus og mod skoven, der bliver mere og mere truende. Uret tikker, for en forvandling er sat i gang, der langsomt opsluger Sara. Cas må sande, at han måske ikke kan redde Sara, men han kan redde kærligheden..

Redigering...gys

Siden sidst har jeg

  •  dunket hovedet ind i væggen utallige gang. Som regel i overført forstand. Nogle gange ikke.
  •  forsøgt at lave en fancy planche med post-its for at få overblik over plottet
  •  forsøgt at lave en fancy digital planche i photoshop for at få overblik over plottet
  •  erkendt at jeg ikke er god til at få overblik over plottet
  •  snakket med en forfatter (fantastiske Alex Uth, som jeg skylder stor tak for at tage en time ud af kalenderen for at dele ud af sine erfaringer og tale løst og fast om skriverlivet), der lærte mig at der er mange veje til at skrive en bog. Ikke alle behøver at omfatte post-its.
  • drukket omtrent 100 liter pepsi (man er vel stadig spiludvikler)
  • set hele Game of Thrones igennem. "Research", yep...
  • været næsten klar til at smide mit elendige makværk af et bogmanuskript langt væk.
  • alligevel været stædig nok til at fortsætte, for det er nu alligevel meget genialt, det der makværk.
  • brugt tre gange længere på at redigere min historie, end jeg først regnede med.
  • lært så meget at jeg har lyst til at skrive en bog til med det samme jeg er færdig med denne her, for at undgå at gøre de samme fejl igen og istedet begå nogle nye og spændende nogle.
Og så har jeg også fundet på en titel, som jeg holder mig til indtil videre og som godt kunne blive hængende. Det er Skovrå.


onsdag den 21. januar 2015

At sidde fast i dovenskabens dynd. Eller noget i den dur.

Nu er der gået et godt stykke tid siden sidste post. Sandheden er nok, at jeg ikke har opdateret bloggen fordi det ikke er gået særlig godt med skrivningen. Efter opturen over, at det lykkedes at producere et første draft i november, gik december som forventeligt lidt mere trægt og jeg fik ikke helt hul på redigeringsprocessen og gik i gang med andre småprojekter.
Derimod var der ingen undskyldninger da ferien sluttede 5.januar. Men to uger er nu gået og der er stadig ikke sket særlig meget, udover utallige punkter på en stadigt voksende to do-liste, en række gennemlæsninger, en masse små indfald skrevet ned i noteform og mere i den dur. Jeg har simpelthen været for doven.
Når man sidder fast bliver man først frustreret og prøver siden at finde ud af, hvordan man kommer videre. Jeg er stadig usikker på, præcis hvordan jeg skal rykke fremad igen med ligeså store skridt som i november, men jeg kan i hvert fald se, at mine største problemer er
  1. Jeg er blevet rigtig dårlig til at komme ud af huset om morgenen og bliver ofte hjemme hele dagen for at skrive. Det går sjældent godt.
  2. I modsætning til november er der ikke længere et helt klart mål, som fx ”skriv 50000 ord på en måned”. Det er meget sværere at have et mål der hedder ”gør de 50000 ord til en rigtig god bog...”
  3. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe redigeringen an. Hvor grundigt går man til værks? Skriver man det hele om fra bunden igen? Eller tager man det, der er skrevet og lapper på det og skriver manglende scener til/ fjerner det, der ikke skal med?
  4. Jeg føler mig alene. Jeg arbejder normalt med spiludvikling og er vant til at arbejde sammen med mange andre om et produkt og derigennem vende tanker og beslutninger med kolleger.

Dét er problemerne. Nogle er nemme at løse (såsom at få lettet måsen og komme afsted om morgenen), mens andre er sværere.

Jeg er dog sikker på én ting: Jeg skal nok komme i mål og få fortalt min historie, men jeg har på fornemmelsen at det bliver en længere og hårdere rejse end jeg troede.

fredag den 5. december 2014

Færdig, og så...

Der er gået nogle uger siden sidste indlæg. Siden sidst har jeg klaret både NaNoWriMo-udfordringen og skrevet 50000 ord på en måned, men vigtigere, så klarede jeg min egen udfordring og skrev en bog, en rå, ufærdig bog, på en måned. Jeg burde have været ellevild og være sprunget rundt og have lavet en post her, der bare sagde "Yiieeehhaaaa!" men selvom jeg var stolt, så var jeg ikke overstadig.

Jeg tror det er fordi, at jo mere jeg har fået skrevet på min historie, jo mere kan jeg, hvor lang vej der stadig er. Og at der er så meget at lære og gøre.
Måske synes jeg bare ikke jeg havde tid til at fejre ;). Det skal der nok blive. Men først skal jeg kaste mig ud i at redigere og se om jeg kan forme min ufærdige historie til en rigtig bog!

tirsdag den 25. november 2014

Highs and Lows

Efter den første rus over at have taget springet og være igang med at skrive, var sidste uge lidt tung. Skrivningen gled ikke så let, en del tvivl på historien, lidt for mange overspringshandlinger, lidt for lidt fokus.

Det er nok meget naturligt at alle nye processer kommer med både medvind og modvind.
Denne uge er kun lige startet, med en udpræget low er, at føle sig ensom i skrivningen. Både det med at man rent fysisk er alene i arbejdstiden, men også at man er alene med beslutningerne, med alle spørgsmålene om historien og karaktererne. Jeg kommer fra spiludvikling, som typisk er meget socialt. Man er næsten altid et helt hold, der arbejder sammen om at få en feature, et level eller et spil til at fungere. Her er man alene med 100% frihed og ansvar for at få det hele til at fungere. Jeg nyder det, men jeg savner også det sociale.

Men nu skal den have, den historie. Jeg sidder med en masse løse tråde, der svæver lidt rundt mellem hinanden og er meget ivrig for at binde dem sammen til en første version. Hep for at jeg når mit mål denne uge og står med en skinnende fin første gennemskrivning! :)

mandag den 17. november 2014

Skriveredskaber


Jeg har ikke så mange konkrete skriveredskaber endnu, som jeg bruger helt fast, men jeg suger til mig fra diverse blogs og tager det til mig jeg kan bruge og gemmer resten til det helt sikkert senere bliver relevant. Indtil videre er mine mest brugte redskaber:

1. En daglig ordkvote
Et absolut hit! Godt hjulpet på vej af Nanowrimo (link), som har defineret en daglig minimums-kvote man skal have skrevet for at nå målet på 50000 ord på en måned. Hvis man har problemer med selvdisciplin, som jeg, så er det uvurderligt at have konkrete og opnåelige mål hver dag, frem for store uoverskuelige mål.

2. Musik
Det er sikkert meget forskelligt fra person til person om man har glæde af at have musik kørende mens man skriver. Jeg har opdaget at jeg skriver ikke bare lidt, men meget bedre med musik I ørerne. Nu er den historie jeg skriver på også udsprunget meget af en bestemt sindstilstand man typisk er I som teenager og som tit ledsages af musik, store følelser, regnfulde nætter og emo-rock, så jeg har været så heldig at der er en overflod af den slags musik at tage af og det meste af det sætter gang i skrivningen. Det kan være at musik kommer til at spille en meget mindre rolle for min næste historie, men for nu er det blevet en 

3. Word sprints
Noget jeg blev introduceret for af en skriveven for nogle år siden og siden er stødt på I flere sammenhænge. Sæt et ur på 20 minutter eller hvad end tidsrum virker godt. Jeg kan godt lide 20 minutter fordi det er så tilpas kort at man ikke begynder at lave svinkeærinder eller overspringshandligner, men samtidig lang nok tid til at få fyret en del 100 ord af hvis man er I zonen.

4. Plot-oversigter
Der er sikkert et utal af måder at få overblik over sit materiale på. Jeg har til gode at finde en god måde at gøre det på, men det er sjovt at prøve sig frem og kaste rundt med brudstykker og scener og måske er det vigtigste indtil videre også bare at tage nogle pauser fra ordproduktionen og se lidt mere udefra på historien. Jeg skifter mellem hurtige skitser og timelines på papir som dette:



...og forsøg på at få styr på både eksisterende og endnu ikke skrevne scener, som i dette overblik:


Jeg fandt ud af at det var rarere at arbejde med strukturen hvis baggrundsbilledet var et stemningsbillede, der er centralt for historien :). Jeg har blurret nogle af de senere scener for at undgå spoilers...;)

søndag den 16. november 2014

2 ugers jubilæum

Status ved slutningen af anden uge er god. Jeg er ved godt mod og kan lide at se historien tage form, også selvom meget af det jeg skriver nu sikkert ender med at blive omskrevet eller taget ud.
Jeg er dog bagefter med min wordcount, som gerne skulle ligge på 26.000 ord, men som er på 20.000. Men jeg får skrevet en god portion hver dag og det hele fører historien fremad, nogle gange med meget små skridt, andre gange med større gennembrud.
Jeg er ved at have vænnet mig til at synes, at det jeg skriver meget af tiden er dårligt. Jeg vælger at antage at det er et vilkår og at der bliver mening i galskaben på et tidspunkt. Hellere have noget skidt at arbejde med, end slet ikke noget. Det er tit sådan med ideer at de er helt fantastiske oppe i hovedet, men noget mere banale og flade på papiret, men det er ok. Sådan er det vist næsten med alting, der skal gå fra at være koncept til at være konkret.
Nu igang med tredje uge. Jeg satser på at dette bliver ugen, hvor mange af de store træk i midten af historien falder på plads. Jeg har nemlig haft et klart billede af start, slutning, og enkelte vigtige nøglescener fra starten, men ikke et komplet plot.