onsdag den 15. april 2015

Lidt om "Skovrå"

Jeg har ikke skrevet så meget om selve historien her på bloggen. Det har været udfordrende nok at skrive den uden også at skrive om den :). Men jeg er kommet langt nok nu til at tage et par skridt tilbage og formulere, hvad det er for en type bog, jeg er ved at skrive. Herunder er et af mine forsøg på at lave et hurtigt overblik over genre, plot, etc:


Titel: Skovrå Målgruppe: 12-16 årige Genre: Ungdomsroman, paranormal romance, Hovedperson: Cas er en 16-årig dreng, der flytter til en ny by, hvor han forelsker sig i den mystiske Sara. Han har altid søgt at passe ind og være en normal, god dreng, men nu må han bryde reglerne for at komme til bunds i mysteriet om Sara og kæmpe for kærligheden. Setting: Handlingen udspiller sig i den fiktive provinsby, Granhjem, der er omgivet af skov. Granhjem er ikke nogen helt almindelig by, hvilket Cas hurtigt opdager, da han begynder at lægge mærke til, hvordan skoven langsomt, men sikkert invaderer byen, stykke for stykke. I Granhjem har skoven sit eget liv og kræver det territorie tilbage, som byen har taget fra den. Synopsis: Cas flytter med sine forældre til den skovrige by Granhjem, hvor han forelsker sig i Sara. Forelskelse er aldrig nem, men den er særlig svær når den anden part bærer på en mørk hemmelighed, der har med skoven at gøre. Cas kæmper mod sin egen usikkerhed, mod sin karismatiske rival Morbus og mod skoven, der bliver mere og mere truende. Uret tikker, for en forvandling er sat i gang, der langsomt opsluger Sara. Cas må sande, at han måske ikke kan redde Sara, men han kan redde kærligheden..

Redigering...gys

Siden sidst har jeg

  •  dunket hovedet ind i væggen utallige gang. Som regel i overført forstand. Nogle gange ikke.
  •  forsøgt at lave en fancy planche med post-its for at få overblik over plottet
  •  forsøgt at lave en fancy digital planche i photoshop for at få overblik over plottet
  •  erkendt at jeg ikke er god til at få overblik over plottet
  •  snakket med en forfatter (fantastiske Alex Uth, som jeg skylder stor tak for at tage en time ud af kalenderen for at dele ud af sine erfaringer og tale løst og fast om skriverlivet), der lærte mig at der er mange veje til at skrive en bog. Ikke alle behøver at omfatte post-its.
  • drukket omtrent 100 liter pepsi (man er vel stadig spiludvikler)
  • set hele Game of Thrones igennem. "Research", yep...
  • været næsten klar til at smide mit elendige makværk af et bogmanuskript langt væk.
  • alligevel været stædig nok til at fortsætte, for det er nu alligevel meget genialt, det der makværk.
  • brugt tre gange længere på at redigere min historie, end jeg først regnede med.
  • lært så meget at jeg har lyst til at skrive en bog til med det samme jeg er færdig med denne her, for at undgå at gøre de samme fejl igen og istedet begå nogle nye og spændende nogle.
Og så har jeg også fundet på en titel, som jeg holder mig til indtil videre og som godt kunne blive hængende. Det er Skovrå.