søndag den 5. februar 2017

Nyt år, nyt “cafekontor”, nyt job, samme, gamle manuskript...

Vi skriver for længst 2017 og dermed har jeg også rundet to år på projekt forfatter.
Der er sket en del siden sidste års status. Her er et lille udpluk:


  • Jeg har fået udgivet en novelle, nemlig historien “Atten” i novellesamlingen ”Allerførste gang” udgivet på Dreamlitt. Det er små skridt mod forfatterdrømmen, men jeg er pavestolt over at være udgivet og ikke mindst over at samlingen er indkøbt rundt omkring på landets biblioteker og også har fået en lektørudtalelse med på vejen, hvor jeg er så heldig at min novelle er nævnt blandt et par af de andre. Fra lektørudtalelsen:”I denne novellesamling får vi 9 fortællinger om unges meget forskellige oplevelser med den allerførste kærlighed og forelskelse, både når den ender med svigt som i 'Alt det jeg plejer at fucke op' eller ender med at blive magisk og enestående som i novellen 'Atten' og 'En lykkelig slutning'”.
  • Min stamcafe, som nærmest er mit andet hjem og skrivekontor, nemlig Baresso på Amagerbrogade, bliver lukket, - oh gru og rædsel! I dens sted opstår en ny kædecafe – Espresso House, så jeg satser på at det er nogenlunde nemt at vænne sig fra Baresso-interiør til Espresso House-interior :D. En stor tak skal lyde til hedengange Amager-Baresso. Det er altså meget fedt at gå ind et sted, hvor de spørger ”Hvad så, Astrid? Skal du have det samme som du plejer?” :). 

  • Jeg har rundet to år som fuldtidsforfatter, og et år med det forlag, jeg er i dialog med omkring mit ungdomsromanmanuskript. Det er en laaaang proces, længere end jeg havde forestillet mig fra start, med indtil videre 3 redigeringsrunder. Så længe processen bevæger sig fremad og der kommer konstruktiv feedback, så er jeg nogenlunde glad, men jeg skal ærligt indrømme at jeg længes mod den dag, hvor de måske er klar til at antage manuskriptet til udgivelse. Der er stadig ingen garanti for at det sker, men jeg er håbefuld og det går den rigtige retning. Lige præcis i de her uger går jeg og venter på svar angående den sidste version jeg sendte ind, og det bliver meget spændende at høre, hvad de siger til den. Jeg sendte nemlig både en gennemredigeret version af selve manuskriptet, men også to synopser til en fortsættelse af historien i tre bind. Mine fingre er krydsede for et positivt svar!
  • Sidst, men ikke mindst har jeg fået midlertidigt arbejde som leveldesigner hos min tidligere arbejdsplads Hapti.co. Det er rigtig fedt at have faste kontortider hver dag igen, have kolleger, nørde levels og spise frokost i en kantine, så selvom det naturligvis går ud over skrivetiden de næste måneder er jeg glad for muligheden og det tog ikke mange sekunders betænkningstid før jeg kunne svare et klart ja til tilbuddet :). Planen er er vende tilbage og skrive fuld tid igen når kontrakten udløber til april.