At gøre et manuskript forlagsklar #2 - drømmescenen

En freelance-redaktør læste de første par sider af min roman til et skrivearrangement. Hun syntes generelt godt om det, men! Ifølge hende har jeg begået en af de største noob-dødssynder: Jeg har startet hele historien med en drømmescene. Det skulle være sådan noget ni ud af ti begyndermanuskripter gør, og jeg placerer derfor mig selv i en uheldig statistik, som kan afstedkomme alt fra hånlige smil fra redaktøren til direkte nedkastning i papirkurv. Muligvis også blacklisting i en lille sort bog, who knows.

Til dem, der nu tænker at det har jeg også fortjent, for drømmescener er godt nok det mest kiksede, så vil jeg skynde mig at sige, at jeg er stort set enig. Jeg kan klart bedst lide når handlingen sker i historiens virkelighed, så man ikke bliver skuffet, når det pludselig afsløres at alt det fede faktisk slet ikke skete rigtigt, men i en drøm... Jeg kan kun sige til mit forsvar, at der åbenbart er stor forskel på at være en indsigtsfuld læser af andres værker og på at forsøge at skrive ét selv. I sidstnævnte tilfælde skriver man ofte alt det, man egentlig ikke synes er særlig godt at læse.

Det er naturligvis smag og behag om man synes en drømmescene fungerer eller ej, og alt afhænger af konteksten, men jeg er selv pragmatisk nok til i dette tilfælde at finde en anden løsning plotmæssigt og cutte startscenen. Ingen grund til at det første et forlag ser er et potentielt gigantisk turn-off. Jeg har derfor klippet startscenen ud, og det var ikke let, for det var klart en darling, men ud med den. Herunder de første 10-15 linjer fra både den nye version af bogens start, og den gamle. Jeg mangler stadig en startsætning, der er lige så god som i den gamle version, men det her er det bedste, jeg kan komme op med for nu.

Den nye version:

"Rise and shine!"Stemmen skærer gennem den monotone brummelyd tæt ved mit ene øre. Jeg griber hårdt fat i det bløde underlag under mig og tvinger mine øjne op. Verden kommer langsomt tilbage. Jeg ligger på bagsædet af vores bil, mens motoren kværner løs. Vi har kørt hele natten. Jeg ryster søvnen af mig og gnider næsen. Lyset er alt for skarpt. Jeg kniber øjnene sammen og blinker et par gange. Det første, der kommer i fokus, er min mors forventningsfulde ansigt, der kigger på mig fra forsædet."Så er vi i Granhjem," tilføjer min far.De lyder begge som børn, der skal på feriekoloni. Jeg ruller om på den anden side og når lige at gribe min bog."Kig ud, Casper!" siger min mor begejstret og kaster en papirkugle, der rammer mig i nakken."Det er Cas. Ikke Casper," mumler jeg.

Den gamle version:

Alle tror at skoven dufter af blade og frisk jord og den slags. Den stinker af død.

Af træer i opløsning. Af døde dyr, der er ved at blive til noget andet.Jeg kan lugte det et kort sekund i øjeblikket inden jeg vågner., da jeg falder direkte på hovedet og får mast næsen helt ned mellem de rådne blade. Jeg ligger på maven og synker langsomt. Ned i den bløde, fugtige jord. Jeg rejser mig og tørrer jord væk fra øjnene. Et hurtig blik omkring mig. Jeg er tilbage igen.Du drømmer, Cas.Vågn op.Men der er ingen vej ud. Tågen kommer. De tykke stammer står tæt omkring mig. Så tæt, at jeg må mase mig frem mellem deres stikkende grene.Jeg leder efter en eller anden. En, der behøver hjælp. 

At gøre et manuskript forlagsklar #1 - følgebrevet

Følgebrevet skal præsentere det manuskript, man har sendt ind til forlaget kort og præcist. Og det skal gerne sælge historien. Man kan ikke regne med at de læser hele manuskriptet, så hvis der sker noget vigtigt halvvejs inde i bogen, der vender op og ned på alting, så er det her, det skal nævnes.

Det er svært at skrive et godt følgebrev, for det er svært at beskrive sin historie kort. Hvad er vigtigst at få med, når man kun har 5-10 linjer?
Min historie har to hovedelementer: 1) Kampen mellem natur og civilisation og 2) kærlighed. Det første er spændende, truende og uhyggeligt og lægger op til en beskrivelse af en overnaturlig thriller. Men det er kærligheden, der er historien kerne, så jeg prøver at fokusere beskrivelsen på at det er en kærlighedsroman, forlaget nu sidder med. Samtidig med at det andet element helst skal fremgå også, så de kan se at det ikke bare er en hvilken som helst ungdomskærlighedsroman. Den skal helst fremstå som den originale, cool, kanten-af-sædet-spændende, kickass-kærlighedshistorie, den er.

I denne her omgang har jeg omskrevet mit følgebrev for at gøre det skarpere og sælge mit manuskript bedre. Jeg ville gerne lave en bedre pitch af historien og fandt et godt og enkelt indlæg om at lave pitches på Bjarke Schjødt Nielsens gode skriveblog Skrivekrampe. Grundlæggende beskriver han to tilgange – Aristotelisk pitch og Hollywood-pitch, som er henholdsvis plotorienteret og konfliktorienteret. Jeg skrev flere versioner af begge slags pitches og endte med at vælge en mere Hollywood-orienteret pitch:

”16-årige Cas flytter til byen Granhjem. Med sig i bagagen har han et knust hjerte og et løfte om at han er færdig med piger. Løftet holder kun til han forelsker sig i den mystiske Sara. Cas er dog ikke den eneste, der er interesseret i Sara. Rivalen Morbus er altid to skridt foran, og snart begynder selve skoven omkring Granhjem at gøre krav på hende. Bid for bid æder skoven sig ind på byen, og bid for bid opsluger den Sara, og bliver Cas' egentlige modstander i kampen for den svære teenagekærlighed.Imod alle odds vokser båndet mellem Cas og Sara, men vil Cas klare den endelige rejse ind i skovens sorte hjerte for at redde dem begge ud af mørket?”

Jeg synes selv, det er lykkes mig at skrive et bedre følgebrev. Jeg har opstillet det nye og det gamle nedenfor, så læseren selv kan vurdere.

At gøre et manuskript forlagsklar

Jeg skal have sendt mit manuskript ind til et forlag igen. Det tredje. Ikke manuskript, altså. Tredje forlag.

I princippet har manuskriptet været klar siden juni i år, hvor jeg sendte det ind første gang, men der sker alligevel lidt med sådan et, når det får lov til at ligge over tid. Ikke mindst i mødet med testlæsere og venner og bekendte med et godt redaktionelt øje. Og så bliver man naturligvis selv skrappere til at se, hvor svaghederne er i ens historie.
Det er snart halvanden måned siden manuskriptet kom tilbage fra sidste forlag med afslag og det er dermed på tide at lægge alle de andre projekter på hylden og sørge for at sende det godt afsted igen. Der er bare liiiige et par ting, der skal klares først. De tre største syndere herunder:

1. Drømmescene – no go! Min historie åbner med en drømmescene. Det skal man passe på med.
2. Følgebrev – turn up the heat! Følgebrevet er det 1-sides brev, man vedlægger sit manuskript når man sender det ind, og som gerne skal fortælle lidt om, hvad det er man har skrevet. Helst sådan lidt catchy. Det er svært og mit næste skal være bedre end det foregående.
3. Korrektur – igen igen igen. Så jeg troede, jeg beherskede sproget? Well, actually...

Jeg vender tilbage i de følgende indlæg og uddyber, hvorfor den der drømmescene skal have kniven, hvordan jeg forsøger at pitche min historie bedre i følgebrevet og ikke mindst, hvilke sproglige vederstyggeligheder, der kan gemme sig i et manuskript, selv efter mange gennemskrivninger.

At få afslag #1

Dette her indlæg handler om at få afslag. Og det bliver helt sikkert ikke det sidste af slagsen.
I foråret skrev jeg min første bog færdig. Så færdig, i hvert fald, at jeg var stolt og tilfreds, og syntes at jeg havde skrevet en virkelig fantastisk ungdomsroman med både forelskelse, uhygge, spænding og store kræfter, der truer med at ødelægge verden (jeg er for resten stadig stolt og glad). 

Da jeg var kommet så langt ventede næste skridt: At sende manuskriptet ind til et forlag. I en ideel verden ville indsendelsen af manuskriptet medføre et opkald dagen efter fra forlaget med beskeden: ”Vi rydder kalenderen! Nu skal årets bog ud!”. I den virkelige verden gik der et par måneder og så modtog jeg en mail med ordlyden: 

”Under alle omstændigheder må jeg desværre fortælle dig, at vi ikke er interesserede i at udgive bogen.På grund af mængden af modtaget materiale har vi ikke mulighed for at give individuel respons, men under alle omstændigheder har vi vurderet, at dit manus ikke passer ind i vores udgivelsesprofil.”

Tjah. Så er der ikke rigtig andet at gøre end at komme op på hesten igen og sende manuskriptet ind til næste forlag. Jeg er naturligvis sikker på at min historie nok skal komme igennem nøglehullet til det forjættede udgivelsesland. Men første afslag markerede at rejsen ikke bliver uden forhindringer.

Lige nu, før min drøm om at skrive og udgive bøger er gået i opfyldelse, ønsker jeg mest af alt at komme så hurtigt til målet som muligt. At stå med en trykt bog med mit eget navn på som jeg er stolt af og gerne vil sende ud i verden. Men jeg er også sikker på, at på et eller andet tidspunkt når drømmen er gået i opfyldelse, så vil alle forhindringerne og alle de ting, jeg var nødt til at lære og gøre for at overvinde dem, være netop det, der gjorde at jeg nåede målet. Og at den der bog, jeg ville ende med at sende ud i verden ville være gennemarbejdet (eller gennemtæsket) nok til at komme ud i lyset.

To løfter og en teaser

Denne blog handler om livet som aspirerende, håbefuld og til tider håbløs forfatter. I teorien. Men nu er jeg bekvemt sprunget over en del svære emner i forhold til skrivetilværelsen, i et godt stykke tid og det skal være slut. Fra nu af opdaterer jeg bloggen ugentligt. Eller så tæt på ugentligt som jeg kan komme. Jeg vender derfor snarest tilbage med flere blogposter om bl.a. noget så opmuntrende som afslag og angsten for at forpligte sig på at skrive blot én ide, når den næste, der sikkert er endnu bedre altid venter lige om hjørnet.

Nu og her vil jeg dog istedet starte blødt med et tidligt nytårsforsæt: Jeg forpligter mig hermed på at deltage i så mange skrivekonkurrencer som muligt. Jeg trænger til flere deadlines og ikke mindst til at blive tvunget ud af min comfort zone skrivemæssigt.

Derfor er det meget belejligt at forlaget Kandor, der ellers udgiver mere drabelige genrer som horror, thrillere og fantasy, har udskrevet en novellekonkurrence om den første gang kærligheden rammer: http://kandor.dk/wordpress/category/konkurrence/

Jeg har skrevet på novellen en uges tid og skriver den færdig i dag. Så skal den naturligvis simre lidt og gennemskrives igen, men der er et godt skelet. Historiens omdrejningspunkt er en magisk 18-års-fødselsdag på en studietur i Irland, hvor det normalt umulige bliver muligt for en genert gymnasiepige.
Den rummer både store følelser, en vigtig fødselsdag, rigelige mængder mørkt øl, en irsk ungersvend med gennemborende grønne øjne, lidt skæbnemagi i form af en terning og ikke mindst en armlægningskonkurrence, som man kan få et glimt af i teaseren nedenfor:

Jeg skal til at trække armen til mig og droppe det hele, men Cians øjne holder mig fast.
”Klar?” spørger han.
”Ok,” mumler jeg.
”1, 2, 3, go!”
Jeg spænder alle muskler. Stemmer fødderne mod gulvet. Cian tvinger langsomt min arm tilbage. Han lægger ikke engang alle kræfter i, kan jeg mærke. Jeg er lige ved at trække på skuldrene og lade tingene gå sin gang. Så vågner en lille stædig gnist et sted indeni. Ikke i hovedet, eller hjertet eller maven eller sådan noget. Et sted inde i muskelvævet på min overarm begynder det at gløde og brænde. Jeg lukker øjnene et øjeblik og koncentrerer mig om at få gnisten til at flyde videre ud i kroppen. Øjeblikkeligt begynder min arm at svulme og arbejde. Millimeter for millimeter presser jeg hans arm tilbage. Ikke i ryk, men i en langsom, glidende bevægelse, som et speedometer, der accelererer, indtil jeg når knækpunktet og han giver slip og lader hånden falde ned mod bordet med et klask.

Jeg vinder.
Alle er stille et øjeblik. Så griner Cians venner højt og Joey banker ham i ryggen.
”Du blev slået af en vikingepige, Cian!”
”Han er altid sådan en gentleman,” tilføjer Keith og blinker til mig.
Men jeg kan se i Cians øjne at han ikke lod mig vinde. Han ser overrasket på mig, mens han gnider sin arm. Så smiler han.
”Tid til en mundfuld frisk luft?”
Jeg tøver ikke. Jeg nikker bare.

Fem minutter med stor betydning

Det er mærkeligt at tænke på, at det sidste halve års arbejde på min bog er udsprunget af en ide, der opstod på et øjeblik og hurtigt tog form, mens jeg sad i min sofa en aften. Og så Twilight.
Man skal passe på med at få ideer.
Og med at se Twilight ;)

Lidt om "Skovrå"

Jeg har ikke skrevet så meget om selve historien her på bloggen. Det har været udfordrende nok at skrive den uden også at skrive om den :). Men jeg er kommet langt nok nu til at tage et par skridt tilbage og formulere, hvad det er for en type bog, jeg er ved at skrive. Herunder er et af mine forsøg på at lave et hurtigt overblik over genre, plot, etc:


Titel: Skovrå Målgruppe: 12-16 årige Genre: Ungdomsroman, paranormal romance, Hovedperson: Cas er en 16-årig dreng, der flytter til en ny by, hvor han forelsker sig i den mystiske Sara. Han har altid søgt at passe ind og være en normal, god dreng, men nu må han bryde reglerne for at komme til bunds i mysteriet om Sara og kæmpe for kærligheden. Setting: Handlingen udspiller sig i den fiktive provinsby, Granhjem, der er omgivet af skov. Granhjem er ikke nogen helt almindelig by, hvilket Cas hurtigt opdager, da han begynder at lægge mærke til, hvordan skoven langsomt, men sikkert invaderer byen, stykke for stykke. I Granhjem har skoven sit eget liv og kræver det territorie tilbage, som byen har taget fra den. Synopsis: Cas flytter med sine forældre til den skovrige by Granhjem, hvor han forelsker sig i Sara. Forelskelse er aldrig nem, men den er særlig svær når den anden part bærer på en mørk hemmelighed, der har med skoven at gøre. Cas kæmper mod sin egen usikkerhed, mod sin karismatiske rival Morbus og mod skoven, der bliver mere og mere truende. Uret tikker, for en forvandling er sat i gang, der langsomt opsluger Sara. Cas må sande, at han måske ikke kan redde Sara, men han kan redde kærligheden..

Redigering...gys

Siden sidst har jeg

•  dunket hovedet ind i væggen utallige gang. Som regel i overført forstand. Nogle gange ikke.
•  forsøgt at lave en fancy planche med post-its for at få overblik over plottet
•  forsøgt at lave en fancy digital planche i photoshop for at få overblik over plottet
•  erkendt at jeg ikke er god til at få overblik over plottet
•  snakket med en forfatter (fantastiske Alex Uth, som jeg skylder stor tak for at tage en time ud af kalenderen for at dele ud af sine erfaringer og tale løst og fast om skriverlivet), der lærte mig at der er mange veje til at skrive en bog. Ikke alle behøver at omfatte post-its.
• drukket omtrent 100 liter pepsi (man er vel stadig spiludvikler)
• set hele Game of Thrones igennem. "Research", yep...
• været næsten klar til at smide mit elendige makværk af et bogmanuskript langt væk.
• alligevel været stædig nok til at fortsætte, for det er nu alligevel meget genialt, det der makværk.
• brugt tre gange længere på at redigere min historie, end jeg først regnede med.
• lært så meget at jeg har lyst til at skrive en bog til med det samme jeg er færdig med denne her, for at undgå at gøre de samme fejl igen og istedet begå nogle nye og spændende nogle.

Og så har jeg også fundet på en titel, som jeg holder mig til indtil videre og som godt kunne blive hængende. Det er Skovrå.

At sidde fast i dovenskabens dynd. Eller noget i den dur.

Nu er der gået et godt stykke tid siden sidste post. Sandheden er nok, at jeg ikke har opdateret bloggen fordi det ikke er gået særlig godt med skrivningen. Efter opturen over, at det lykkedes at producere et første draft i november, gik december som forventeligt lidt mere trægt og jeg fik ikke helt hul på redigeringsprocessen og gik i gang med andre småprojekter.

Derimod var der ingen undskyldninger da ferien sluttede 5.januar. Men to uger er nu gået og der er stadig ikke sket særlig meget, udover utallige punkter på en stadigt voksende to do-liste, en række gennemlæsninger, en masse små indfald skrevet ned i noteform og mere i den dur. Jeg har simpelthen været for doven.

Når man sidder fast bliver man først frustreret og prøver siden at finde ud af, hvordan man kommer videre. Jeg er stadig usikker på, præcis hvordan jeg skal rykke fremad igen med ligeså store skridt som i november, men jeg kan i hvert fald se, at mine største problemer er

1. Jeg er blevet rigtig dårlig til at komme ud af huset om morgenen og bliver ofte hjemme hele dagen for at skrive. Det går sjældent godt.
2. I modsætning til november er der ikke længere et helt klart mål, som fx ”skriv 50000 ord på en måned”. Det er meget sværere at have et mål der hedder ”gør de 50000 ord til en rigtig god bog...”
3. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe redigeringen an. Hvor grundigt går man til værks? Skriver man det hele om fra bunden igen? Eller tager man det, der er skrevet og lapper på det og skriver manglende scener til/ fjerner det, der ikke skal med?
4. Jeg føler mig alene. Jeg arbejder normalt med spiludvikling og er vant til at arbejde sammen med mange andre om et produkt og derigennem vende tanker og beslutninger med kolleger.

Dét er problemerne. Nogle er nemme at løse (såsom at få lettet måsen og komme afsted om morgenen), mens andre er sværere.

Jeg er dog sikker på én ting: Jeg skal nok komme i mål og få fortalt min historie, men jeg har på fornemmelsen at det bliver en længere og hårdere rejse end jeg troede.