En freelance-redaktør
læste de første par sider af min roman til et skrivearrangement.
Hun syntes generelt godt om det, men! Ifølge hende har jeg begået
en af de største noob-dødssynder: Jeg har startet hele historien
med en drømmescene. Det skulle være sådan noget ni ud af ti
begyndermanuskripter gør, og jeg placerer derfor mig selv i en
uheldig statistik, som kan afstedkomme alt fra hånlige smil fra
redaktøren til direkte nedkastning i papirkurv. Muligvis også
blacklisting i en lille sort bog, who knows.
Til dem, der nu tænker at
det har jeg også fortjent, for drømmescener er godt nok
det mest kiksede, så vil jeg skynde mig at sige, at jeg er stort set
enig. Jeg kan klart bedst lide når handlingen sker i historiens
virkelighed, så man ikke bliver skuffet, når det pludselig afsløres
at alt det fede faktisk slet ikke skete rigtigt, men i en drøm... Jeg kan kun sige til mit forsvar, at der åbenbart er stor forskel på at være en indsigtsfuld læser af andres
værker og på at forsøge at skrive ét selv. I sidstnævnte
tilfælde skriver man ofte alt det, man egentlig ikke synes er
særlig godt at læse.
Det er naturligvis smag og
behag om man synes en drømmescene fungerer eller ej, og alt afhænger af konteksten, men jeg er selv pragmatisk nok til i dette
tilfælde at finde en anden løsning plotmæssigt og cutte
startscenen. Ingen grund til at det første et forlag ser er et
potentielt gigantisk turn-off. Jeg har derfor klippet startscenen ud,
og det var ikke let, for det var klart en darling, men ud med den. Herunder de første 10-15 linjer fra både den nye version af bogens
start, og den gamle. Jeg mangler stadig en startsætning, der er lige så god som i den gamle version, men det her er det bedste, jeg kan komme op med for nu.
Den nye version:
"Rise and shine!"Stemmen skærer gennem den monotone brummelyd tæt ved mit ene øre. Jeg griber hårdt fat i det bløde underlag under mig og tvinger mine øjne op. Verden kommer langsomt tilbage. Jeg ligger på bagsædet af vores bil, mens motoren kværner løs. Vi har kørt hele natten. Jeg ryster søvnen af mig og gnider næsen. Lyset er alt for skarpt. Jeg kniber øjnene sammen og blinker et par gange. Det første, der kommer i fokus, er min mors forventningsfulde ansigt, der kigger på mig fra forsædet."Så er vi i Granhjem," tilføjer min far.De lyder begge som børn, der skal på feriekoloni. Jeg ruller om på den anden side og når lige at gribe min bog."Kig ud, Casper!" siger min mor begejstret og kaster en papirkugle, der rammer mig i nakken."Det er Cas. Ikke Casper," mumler jeg.
Den gamle version:
Alle tror at skoven dufter af blade og frisk jord og den slags. Den stinker af død.
Af træer i opløsning. Af døde dyr, der er ved at blive til noget andet.Jeg kan lugte det et kort sekund i øjeblikket inden jeg vågner., da jeg falder direkte på hovedet og får mast næsen helt ned mellem de rådne blade. Jeg ligger på maven og synker langsomt. Ned i den bløde, fugtige jord. Jeg rejser mig og tørrer jord væk fra øjnene. Et hurtig blik omkring mig. Jeg er tilbage igen.Du drømmer, Cas.Vågn op.Men der er ingen vej ud. Tågen kommer. De tykke stammer står tæt omkring mig. Så tæt, at jeg må mase mig frem mellem deres stikkende grene.Jeg leder efter en eller anden. En, der behøver hjælp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar