At få afslag #1

Dette her indlæg handler om at få afslag. Og det bliver helt sikkert ikke det sidste af slagsen.
I foråret skrev jeg min første bog færdig. Så færdig, i hvert fald, at jeg var stolt og tilfreds, og syntes at jeg havde skrevet en virkelig fantastisk ungdomsroman med både forelskelse, uhygge, spænding og store kræfter, der truer med at ødelægge verden (jeg er for resten stadig stolt og glad). 

Da jeg var kommet så langt ventede næste skridt: At sende manuskriptet ind til et forlag. I en ideel verden ville indsendelsen af manuskriptet medføre et opkald dagen efter fra forlaget med beskeden: ”Vi rydder kalenderen! Nu skal årets bog ud!”. I den virkelige verden gik der et par måneder og så modtog jeg en mail med ordlyden: 

”Under alle omstændigheder må jeg desværre fortælle dig, at vi ikke er interesserede i at udgive bogen.På grund af mængden af modtaget materiale har vi ikke mulighed for at give individuel respons, men under alle omstændigheder har vi vurderet, at dit manus ikke passer ind i vores udgivelsesprofil.”

Tjah. Så er der ikke rigtig andet at gøre end at komme op på hesten igen og sende manuskriptet ind til næste forlag. Jeg er naturligvis sikker på at min historie nok skal komme igennem nøglehullet til det forjættede udgivelsesland. Men første afslag markerede at rejsen ikke bliver uden forhindringer.

Lige nu, før min drøm om at skrive og udgive bøger er gået i opfyldelse, ønsker jeg mest af alt at komme så hurtigt til målet som muligt. At stå med en trykt bog med mit eget navn på som jeg er stolt af og gerne vil sende ud i verden. Men jeg er også sikker på, at på et eller andet tidspunkt når drømmen er gået i opfyldelse, så vil alle forhindringerne og alle de ting, jeg var nødt til at lære og gøre for at overvinde dem, være netop det, der gjorde at jeg nåede målet. Og at den der bog, jeg ville ende med at sende ud i verden ville være gennemarbejdet (eller gennemtæsket) nok til at komme ud i lyset.

To løfter og en teaser

Denne blog handler om livet som aspirerende, håbefuld og til tider håbløs forfatter. I teorien. Men nu er jeg bekvemt sprunget over en del svære emner i forhold til skrivetilværelsen, i et godt stykke tid og det skal være slut. Fra nu af opdaterer jeg bloggen ugentligt. Eller så tæt på ugentligt som jeg kan komme. Jeg vender derfor snarest tilbage med flere blogposter om bl.a. noget så opmuntrende som afslag og angsten for at forpligte sig på at skrive blot én ide, når den næste, der sikkert er endnu bedre altid venter lige om hjørnet.

Nu og her vil jeg dog istedet starte blødt med et tidligt nytårsforsæt: Jeg forpligter mig hermed på at deltage i så mange skrivekonkurrencer som muligt. Jeg trænger til flere deadlines og ikke mindst til at blive tvunget ud af min comfort zone skrivemæssigt.

Derfor er det meget belejligt at forlaget Kandor, der ellers udgiver mere drabelige genrer som horror, thrillere og fantasy, har udskrevet en novellekonkurrence om den første gang kærligheden rammer: http://kandor.dk/wordpress/category/konkurrence/

Jeg har skrevet på novellen en uges tid og skriver den færdig i dag. Så skal den naturligvis simre lidt og gennemskrives igen, men der er et godt skelet. Historiens omdrejningspunkt er en magisk 18-års-fødselsdag på en studietur i Irland, hvor det normalt umulige bliver muligt for en genert gymnasiepige.
Den rummer både store følelser, en vigtig fødselsdag, rigelige mængder mørkt øl, en irsk ungersvend med gennemborende grønne øjne, lidt skæbnemagi i form af en terning og ikke mindst en armlægningskonkurrence, som man kan få et glimt af i teaseren nedenfor:

Jeg skal til at trække armen til mig og droppe det hele, men Cians øjne holder mig fast.
”Klar?” spørger han.
”Ok,” mumler jeg.
”1, 2, 3, go!”
Jeg spænder alle muskler. Stemmer fødderne mod gulvet. Cian tvinger langsomt min arm tilbage. Han lægger ikke engang alle kræfter i, kan jeg mærke. Jeg er lige ved at trække på skuldrene og lade tingene gå sin gang. Så vågner en lille stædig gnist et sted indeni. Ikke i hovedet, eller hjertet eller maven eller sådan noget. Et sted inde i muskelvævet på min overarm begynder det at gløde og brænde. Jeg lukker øjnene et øjeblik og koncentrerer mig om at få gnisten til at flyde videre ud i kroppen. Øjeblikkeligt begynder min arm at svulme og arbejde. Millimeter for millimeter presser jeg hans arm tilbage. Ikke i ryk, men i en langsom, glidende bevægelse, som et speedometer, der accelererer, indtil jeg når knækpunktet og han giver slip og lader hånden falde ned mod bordet med et klask.

Jeg vinder.
Alle er stille et øjeblik. Så griner Cians venner højt og Joey banker ham i ryggen.
”Du blev slået af en vikingepige, Cian!”
”Han er altid sådan en gentleman,” tilføjer Keith og blinker til mig.
Men jeg kan se i Cians øjne at han ikke lod mig vinde. Han ser overrasket på mig, mens han gnider sin arm. Så smiler han.
”Tid til en mundfuld frisk luft?”
Jeg tøver ikke. Jeg nikker bare.