Det har været et begivenhedsrigt år med både op- og nedture, hårde realiteter, masser af drømme og luft under vingerne.
Første store skridt var, at jeg vendte tilbage til livet som spiludvikler i januar. Nærmere bestemt hos firmaet Sybo, som mange nok kender for spillet Subway Surfers. Deraf tegningen af Zpoony på hoverboard ;) Det har været spændende og hårdt og fedt at have fingrene i leveldesign igen, og selvom det kun var meningen at det skulle være en midlertidig ansættelse på nogle måneder, så er jeg stadig godt i gang her et år efter :). Der er noget helt særligt ved spiludvikling, som er meget svært at slippe når man først er godt i gang!
Balance og travlhed. Jeg er meget glad for mit job, men der er også en bagside, som langsomt sneg sig ind på mig i løbet af foråret: Balancen mellem at arbejde, at skrive og at have en familie er svær. Hvordan finder man tid til både at være en produktiv forfatter, en god level designer og en nærværende mor og kæreste? Det er svært, sværere end det så ud på papiret på forhånd. Indtil videre er min bedste løsning at tænke på fokus som noget man vælger at vende et sted hen. Sådan lidt ligesom Saurons onde øje, der kun kigger ét sted ad gangen ( bare ikke helt så ondt, hehe ;) ). Det lyder måske lidt firkantet, men det hjælper mig med at acceptere at jeg ikke kan alting på én gang. Og at nogle ting er vigtigere end andre. Først fokus på de vigtigste ting lige nu, og så ser man bagefter hvor man kan vende sit Sauron-øje hen ;)
Den store milepæl, som i dagen-jeg-næsten-havde-glemt-skulle-komme, kom midt på året. Udgivelsen af min første roman.
Den første lange historie med mit navn på forsiden var pludselig virkelighed. Det er stadig lidt surrealistisk og jeg er stadig umådelig stolt når jeg kigger på bogen. Og stadig paf over hvor stort et stykke teamwork sådan en bog er, og ikke mindst dybt, dybt taknemmelig overfor alle de folk omkring mig, der har hjulpet bogen, universet og Cas og alle de andre karakterer på vej. I november 2014 gik jeg i gang med at skrive, først en måned, så et halvt år, og så greb det om sig. 4½ år senere stod jeg med bogen i hånden. Sjovt som en hurtig ide og en beslutning taget på mavefornemmelsen får ens liv til at tage et ordentligt sporskifte og udmønter sig i en bog.
Efter det første adrenalin-sus havde lagt sig blev der pludselig meget stille for den nyslåede forfatter. Hvad nu? tænkte jeg. Bogen var sendt ud i verden, men modsat hvad man måske i sit storhedsvanvid forestiller sig hjemme foran tastaturet når man sveder blod og tårer over sin tekst, så stopper verden ikke nødvendigvis når éns bog træder ind på scenen ;). Det kan godt ske selvfølgelig, og er man heldig eller har man skrevet noget helt aktuelt, der får folk til at stoppe op med det samme så kan man nok godt få lov til at opleve, at verden stopper, bare en lille smule.
Men det var nu ikke helt det, der skete for mig ;). Det var mere noget med at vente og se om der måske kom nogle små dønninger på et tidspunkt efter at teksten var søsat.
Det gjorde der.
De første anmeldelser begyndte at komme ind, og de var heldigvis overvejende positive. "Modig øko-fantasy", "gribende og medrivende", "imponerende flot debut", "pageturner" og ikke mindst en enkelt sammenligning med en af mine forfatterhelte Jeff Vandermeer var noget, der fik mig til at hoppe og springe af glæde. Og det absolut allerbedste var og er stadig, hvis jeg hører fra unge eller forældre til unge læsere, der har læst bogen og kan lide den. "Jeg kunne godt lide Skovrå og vil rigtig gerne læse fortsættelsen. Hvornår kommer den?" er ganske simpelt den bedste anmeldelse jeg kan få. Det gør mig så glad hver eneste gang, og giver mig lyst til at løbe hen til tasterne og skrive løs. Faktisk er det ofte det, der sker ;)
Men der var også mere kritisk omtale af teksten, som er meget sværere at modtage end jeg havde forestillet mig. Det er på én gang fedt at have kritiske læsere og få forbeholdne anmeldelser, fordi det også er med til at få én til at vokse og forstå, hvor man måske kan gøre det bedre næste gang, men det gør overraskende ondt. "Jeg havde problemer med sproget", "nogle ting fungerede ikke rigtigt" og "lidt langsom start" lyder måske ikke som voldsom kritik, men det kan mærkes når man læser dem. Og det er godt at det kan mærkes! Det skal det jo, når man har så meget på spil :). Og meget at lære endnu.
Nominering! Da året var ved at være omme faldt der lige en uventet appelsin ned i turbanen.
Skovrå er nomineret. Sådan ægte nomineret til en pris! Nemlig til Årets Lydbogspris i kategorien ungdomsroman.
Jeg har selv lyttet til lydbøger siden de dage, hvor man gik rundt med en walkman i sin bæltetaske og fodrede den med endeløse antal kasettebånd hjembragt fra bibliotekets lydbogshylder, hvor hver titel fyldte mappevis af bånd, så jeg er meget glad og stolt over at være nomineret til lige præcis en lydbogspris. Sammen med bogens oplæser Mikkel Hansen, som har gjort et fantastisk job med at bringe Cas og alle de andre til live :)
(Prisen er arrangeret af Mofibo og hvis man synes at Skovrå og den supergode oplæser Mikkel Hansen fortjener at vinde, så kan man stemme Skovrå videre til finalen, blandt de lige nu 9 nominerede ungdomsromaner )
Året slutter med en masse lektier lært. Både de hårde og de nemme. Og med en stor note til mig selv. Husk altid, hvad der er vigtigst, også når det er svært at lægge det man er i gang med fra sig.
2019 slutter også med endnu et manuskript færdiggjort, et lidt diskret ét af slagsen, som jeg endnu ikke har gjort så meget væsen af, men som lige nu ligger i en bunke hos et forlag et sted derude og venter på at blive læst og måske antaget. Med lidt held kommer I til at høre mere om dette i 2020 :)
Godt nytår til alle derude! Og må I alle få vind i sejlene med hvad end I sysler med og holder af!
